Om ejendommen Gerbrandsvej 4-6 og 12-14

Bygget i år 1939 i røde mursten som efter sigende kommer fra et nedrevet kvindefængsel beliggende i Københavns omegn. (dette udsagn er muligvis fra en god historie, fortalt for mange år siden, i et humørfyldt lag.)

Består af 4 opgange med hver 12 lejligheder. Ialt 48 gode 2 værelses ejerlejligheder som spænder fra 43 m2 til 50 m2. Her bor en perfekt blanding af børn, unge og ældre. 

Ejendommene ligger et godt stenkast fra Sundbyvester Plads. Her er der fantastiske muligheder for at tage en bus i alle verdens retninger. Du kan cykle til Kongens Nytorv på ca. 15 minutter hvis du har ok ben på dagen. Her er ikke langt til Amager strand (8 minutter på cykel), Metroen (Femøren st. 5 minutter på cykel). Et stort udvalg af cafe'er, pizzabarer og restauranter med eksotisk islæt i gå afstand. Indkøb kan foretages inden for få hundrede meter i forskellige supermarkeder. Den nærmeste er lige nede på hjørnet.